Undergulv

Forberedelse:
Hvis der er gulvvarme, skal du slukke for den to dage inden, du går i gang, og først tænde for den igen syv dage efter udlægningen. Gulvvarme får gulvprodukterne til at tørre for hurtigt, og du risikerer, at gulvets egenskaber og holdbarhed forringes, hvis den ikke slukkes.
Evt. problemer med opstigende fugt skal løses, inden du går i gang.
Lav en opmåling af gulvet, så du er sikker på, at du har indkøbt primer og gulvspartel nok til den ønskede lagtykkelse.
Læs emballageteksten grundigt, inden du går i gang med at grunde og spartle.
Det er nødvendigt at være flere om opgaven; en til at blande og en til at hælde ud.
Start med at banke porøst og dårligt underlag af gulvoverfladen. Underlaget skal være fast og stærkt, så der ikke kan løsnes noget af overfladen med værktøj.
Fjern eventuelle belægninger som lim og maling med en stålbørste, sandpapir eller en slibemaskine.
Støvsug og rengør underlaget for løse partikler, støv, fedt, cementfilm, sæberester og andre urenheder. Fliser og klinker affedtes grundigt. Skift eventuelt støvsugerpose for maksimal sugeeffekt.
Afdæk gulvafløbet, så spartelmassen ikke stopper det til.
Tip Rumtemperaturen skal være 10-20 °C, for at gulvprodukterne kan hærde optimalt. Primeren og gulvspartlen afgiver fugt. Sørg derfor for at lufte ud, mens de hærder.
Tip Vær meget omhyggelig, når du afmåler vand til blanding. Vandmængden er nøje udregnet for at sikre produktets egenskaber.
Bland weber.floor 4716 Primer i en spand eller en større beholder, hvis det drejer sig om et stort areal. For at opnå det korrekte blandingsforhold opmåles vandet først, og primeren tilsættes derefter.
Omrør blandingen let.
Kost primeren ind i underlaget, så den danner en dækkende film. Sørg for at fordele den jævnt, så der ikke dannes pytter.
Lad primeren tørre i 4-6 timer. Vær opmærksom på at dårlig ventilation og lav temperatur kan forlænge tørretiden! Hvis gulvet er stærkt sugende, vil primeren hurtigt forsvinde fra gulvets overflade. Det anbefales derfor at gentage processen, til gulvet ikke suger mere af primeren.
Gulvspartlen blandes med en boremaskine og et påmonteret piskeris. Det er en god ide at blande hele poser, da det vil gøre det lettere at tilsætte den korrekte mængde vand.
Afmål vandet og hæld størstedelen i blandespanden (skal kunne indeholde mindst 20 liter). Tilsæt derefter gulvspartelmassen lidt efter lidt, mens du pisker.
Hæld resten af vandet i til sidst, og pisk i mindst to minutter, til du opnår en ensartet, letflydende, klumpfri masse.
Hvis du vil være sikker på, at gulvet bliver helt plant eller får et bestemt fald, kan du gøre følgende:
Bor et hul i underlaget for hver 1-2 meter og sæt en rawlplug og skrue i.
Udspænd en snor mellem skruerne i den højde, du ønsker gulvet (pas på ikke at ramme gulvvarmen).
Straks efter blanding hældes gulvspartlen direkte ud på det primede gulv. Hvis det drejer sig om et stort gulvareal, skal der flere blandinger til, og arbejdet skal foregå i en løbende arbejdsgang.
Fordel gulvspartlen med en tandspartel i den ønskede lagtykkelse. Gulvspartelen kan lægges i en lagtykkelse på 4-30 mm. Fordel spartelmassen efter den udspændte snor.
Du kan gå på gulvspartlen allerede få timer efter påføringen, dog skal der gå et døgn pr. påført mm gulvspartel, inden du kan lægge en diffusionstæt topbelægning (belægning der ikke kan trænge fugt igennem).
Når undergulvet er helt tørt, er det klar til afslutningslag i form af fx trægulv, vinyl, klinker eller tæppe. Vær opmærksom på følgende:
Ved trægulv, tæpper og andre fugtfølsomme afslutningslag: Følg producentens anbefalinger.
Ved klinker: Klinker uden underliggende vådrumsmembran kan lægges efter 24 timer. Ved klinker med vådrumsmembran skal fugtigheden i gulvet være < 95 % RF.
Ved vinyl og linoleum: Slib sparteloverfladen, hvis du skal lime vinyl eller linoleum på gulvet. Så er du sikker på, at limen hæfter ordenligt. Følg i øvrigt producentens anvisninger.
Følgende produkter kan benyttes:
Forberedelse:
Sandpapir/slibemaskine/stålbørste
Kost/støvsuger
Affedtnings middel
Blanding:
Boremaskine med piskeris
Spand
Vand
Grunding:
Blød kost
Spartling:
Bor
Rawlplugs
Skrue
Snor