Er weber.multi 280 difffusionsåben?
Ja, den er diffisionsåben - ligesom vores andre kalk- og cementbaserede produkter.
Hvorfor skal jeg lave udkast, inden jeg grovpudser?
Ved udførelse af udkast inden påføring af grovpuds opnås en betragtelig forbedret vedhæftning. Der skal forvandes, inden udkastet påføres. Udkastmørtler bør altid være 0-4 mm i kornstørrelse (grove). Årsagen hertil er, at fugt vandrer fra materiale med grove porer mod materiale med finere porer.
Udkastet bør desuden være en mørtel med et forholdsvis højt indhold af hydraulisk bindemiddel (cement eller hydraulisk kalk).
Ved pudslagsopbygning skal kornstørrelse og indhold af hydraulisk bindemiddel være faldende i lagene udefter.
Vægflade med færdig indfarvet puds - hvad skal jeg bruge?
På større vægflader, hvor man ønsker en hurtig færdiggørelse, kan det bedst betale sig med indfarvet grovpuds, men slutresultatet bliver en lidt grovere overflade. Den færdige overflade fremstår mere changerende, fordi underlaget kan suge forskelligt og der kan være forskel i lagtykkelse.
Vælges derimod metoden med en indfarvet slutpuds, skal man huske, at grovpudsen skal være ensartet udtørret inden påføring af den indfarvede slutpuds. Et eventuel arbejdsskel i grovpuds skjules lettere ved påføring af slutpuds. Der skal bruges stillads ad to gange, hvilket kan medføre ekstra omkostninger.
Kan jeg pudse oven på betonflader?
Ja. Benyt her som udkast/klæbemørtel weber tørbeton 0-4 mm eller weber multi 280.
Fås sprøjtepuds indfarvet?
Nej. Skal resultatet være en færdig indfarvet overflade, afslut på sprøjtepudsen med eksempelvis indfarvet tyndpuds eller weber silikatmaling.
Hvilken styrke skal fugemørtlen have?
Fugemørtlen skal typisk være med de samme egenskaber (herunder styrke) som er anvendt ved opmuringen. Ved vægflader, hvor rene kalkmørtler er benyttet til opmuring, anvendes oftest en stærkere fugemørtel.
Hvilken maksimal lagtykkelse kan pudsemørtler klare?
0-4 mm : Lagtykkelser over 15 mm pr. arbejdsgang ved kalkcement- samt cementmørtler medfører risiko for dårlig vedhæftning samt svind- og skridrevner. For hydrauliske mørtler gælder ovenstående ved lagtykkelser over 12 mm pr. arbejdsgang.
0-2 mm : Lagtykkelser over 8 mm pr. arbejdsgang ved såvel kalkcement-, cement- samt hydrauliske mørtler medfører risiko for dårlig vedhæftning samt svind- og skridrevner.
0-1 mm : Maksimal lagtykkelse på 2-3 mm ved fuger.
Kan funktionsmørtel også benyttes til pudsning?
Ja, funktionsmørtel kan benyttes til pudsning. Mørtlen er dog 0-4 mm i kornstørrelse og den færdig pudsede overflade kan derfor være mere grov.
Hvilke muligheder er der for en færdigpudset indfarvet overflade, når man bor kystnært?
Bygninger i kystnære områder eller huse uden udhæng skal pudses med materialer til aggressivt miljø.
Den bedste mulighed er at benytte en såkaldt 3-lags pudsopbygning (se også spørgsmål 11) med udkast, grovpuds og afslutning med weber.pas 481 top silikoneharpikspuds. Inden påføring af silikonharpikspuds grundes grovpuds med weber.prim 403.
Jeg har gamle sætningsrevner i mine vægge. Kan de grovpudses?
Da der er tale om ældre sætningsrevner, er der formentlig ingen eller meget lidt bevægelse i dem i dag. Ved større gennemgående revner kan følgende fremgangsmetode anbefales:
Lejefuger udkradses til ca. 50 mm dybde. I flere skifter over hinanden indsættes rustfrit kamstål ø 5-6 mm. Armeringen skal gå minimum 30 cm forbi yderste revne. Der efterfuges, og et armeringsnet weber.therm 397 klæbes over revner med weber.therm 261 EF (fiberforstærket mørtel).
Grovpudsen opbygges med weber.therm 261 EF påført over to gange med ilægning af weber.therm 397 armeringsnet trykket ind i første lag.
Hvad er en 2-lags henholdsvis 3-lags pudsopbygning?
2-lags opbygning
Først påføres udkastmørtlen. Laget stødes af med trækbræt. Typisk dagen efter kastes/ sprøjtes grovpudsen på. Pudslaget afrettes med kardæsk og rives sammen med trækbrættet. Herefter bearbejdes overfladen med lunkepudser og rivebræt, til den ønskede overflade er nået.
3-lags opbygning
De to første lag - udkast og grovpuds - udføres som beskrevet ovenfor. Det tredje lag - slutpudsen (evt. indfarvet) - påføres med ståltrækbræt og færdigbearbejdes typisk med filtsebræt. Grovpuds skal være ensartet udtørret inden påføring af slutpuds.
Puds på blokmurværk (letklinkerbeton)?
Her gælder det om at opbygge pudslaget med et udkast først. Derefter følger grovpudsen og eventuel slutteligt en overfladebehandling. Se nærmere i anvendelsesnøglen under "Overfladebehandling" i Håndbogen.
Letklinkerbeton har det med at svinde lidt efter opmuring - især hvis blokkene er nyproduceret. Derfor kan det her være en fordel at vente lidt længere tid end "normalt" med pudslagsopbygningen.
I øvrigt anbefales en armering med glasfibernet.
Hvilken mørtel anvendes til omfugning af gamle mørtelfuger efter murbier?
Bekæmpelse af murbier består typisk i udkradsning og omfugning med normalt KC 50/50/700 eller stærkere mørtel. Brug af sprøjtegifte er ofte ikke nødvendigt. Omfugning bør udføres uden for biernes såkaldte flyvetid. Flyvetiden ligger i perioden mellem ca. 1. maj og 1. september.
Hvorfor afskaller pudsen efter hulmursisolering?
Efter en hulmursisolering er temperaturen ved formur blevet lavere. Det betyder dels en mindre fordampning fra udvendige side af formur, dels et øget fugtindhold om vinteren i formur, fordi den lavere temperatur medvirker til en forøget kondensation af vanddampe. Når frosten sætter ind, øges risikoen betragteligt for frostsprængninger.
Er weber Gullex murcement A egnet til at lave en pudsemørtel med?
Ja. Er der behov for en puds, der styrkemæssigt svarer til ca. KC 50/50/700, blandes i forholdet 1:5 (1 del Gullex+ 5 dele sand). Forholdet ændres til 1:3, såfremt der styrkemæssigt ønskes KC 20/80/550.
Hvilken type puds skal jeg benytte til restaurering af indvendige vægge med brædder og rørvæv?
Som udkast benyttes enten KKh 35/65/500 0-4 mm eller Kulekalksmørtlen K 100/750 0-4 mm. Som grovpuds kan benyttes Kulekalksmørtlen K 100/750 0-2/0-4 mm. Nogle slutter også af med påføring af Kulekalk. Husk her at forvande og afslutte med kalkvand.
Hvad er mørtelforbruget ved fugning?
Ved 13 mm dybde bruges typisk 6-8 kg/m² tør fugemørtel. Ofte er det udkradset helt op til 20 mm. Det betyder et merforbrug på 50 % i forhold til de opgivne tal.
Må jeg afsyre en indfarvet fugemørtel?
Ja, men vær ekstra varsom med ikke at komme syren på for tidligt. Det bedste resultat opnås, såfremt man fuger så rent, at afsyring helt kan undgås. Vi anbefaler weber Multi Clean til afsyring. Det er et skånsomt alternativ til saltsyre, når murværk skal afrenses. Multi Clean nedsætter risikoen for syreskader og er 4 gange så hurtigt at anvende end saltsyre.
Er det nødvendigt med afsyring, benyttes maks. 1:20 koncentration.
I øvrigt skal henvisninger fra teglstensleverandøren følges.
Hvor dybt skal jeg udkradse mine gamle fuger?
Minimum 13 mm men gamle fuger udkradses typisk i 15-20 mm dybde. Udkradsningen skal være fuldkantet, og stenflader skal være rengjorte. Inden fugning forvandes i passende grad.
Hvilket produkt skal jeg benytte til udvendig omfugning af en skorsten?
Det er vigtigt at kende/skønne styrke m.m. på den oprindelige opmuringsmørtel. En udvendig skorsten er udsat for hårdt klima, og ofte vælges derfor en KC 20/80/550 0-2, såfremt opmuringsmørtlen er cementholdig. Er der til opmuring brugt en ikke cementholdig mørtel bruges en Kh 100/400 0-2.
Hvorfor er der efter omfugning af gavl i etaper nu en farveforskel?
Ved fugning - såvel som pudsning - gælder det om at færdiggøre hele vægflader ad gangen. Mange omfuger mindre arealer ad gangen og over flere dage. Dermed kan der let - pga. forskelle i de klimatiske påvirkninger - opstå farveforskel på de færdige fuger.
Andre årsager kan være uensartet blandetid, forkert afsyring m.m.
Hvorfor smuldrer mørtelfugerne ved den nye teglstenssålbænk og ved forskallingen ved tegltagsten?
Ofte er mørtelfuger i sålbænke af rulskifter samt forskelling ved tag udført med samme mørtel som benyttet ved selve opmuringen - typisk en KC 50/50/700. Dette er ikke tilladt. Der skal til begge ovenstående tilfælde benyttes minimum KC 35/65/650. Inden forskelling udføres, skal yderste række af tegltagsten svummes i cementmørtel på underside.
Af mere konstruktiv art kan bemærkes, at tagstenene desuden bør lægges med minimum 30 mm fremspring (Tegl 36). Sålbænke af rulskifter bør udføres med et fald udefter på minimum 1:7. Sålbænke af rulskifter er ikke vandtætte. Derfor skal der fugtisoleres ved udlægning af et fugtstandsende paplag i lejefuge under rulskiftet. Pappen føres over til bagmur og bøjes op ad denne.
Har weber et facadesystem med puds på isolering?
Ja, weber har forskellige Serpo Facadesystemer, bl.a. Serpomin, til det givne tilfælde.
Omkring forskelle og fordele ved hver af de enkelte systemer henvises til kapitlet "Facadeisolering" i Håndbogen.
Er det bedst at tyndpudse med indfarvet mørtel eller med tyndpudsemørtel grå og siden male med fx silikatmaling?
Svaret afhænger af forventningerne til den færdige overflade, samt om underbunden er ensartet sugende. Ved påføring af indfarvet tyndpuds på uensartet sugende underbund er der risiko for farvenuanceforskel i den færdige slutpuds.
Weber anbefaler, at påføring med indfarvet tyndpuds udføres af fagfolk.
Hvilket produkt skal jeg bruge til vandskuring i kalksandstensvæg med tilbagelagte fuger?
Et fyldestgørende svar kræver yderligere information. Er der tale om de kløvede/lige sten? Er der tidligere påsprøjtet en silikoneimprægnering?
Som udgangspunkt har weber gode erfaringer med at påføre weber grundingsmørtel i ovenstående tilfælde, dog skal der som minimum først være udført en tilstrækkelig afrensning af eksisterende vægflader (fjernelse af evt. alger, trafikfilm m.m.).
En anden løsning kunne være efter afrensningen at påføre weber multi 280 over 2 omgange. I første påføring fyldes tilbagelagte fuger, ujævnheder m.m. Efterfølgende vandskures med weber multi 280 som normalt.
I tvivlstilfælde kan det anbefales at afsætte et prøvefelt eller at kontakte weber raadgivningscenter@weber.dk.
Kan jeg tyndpudse på vægflader er af betonsten?
Ja. Vælg mellem weber colour eller weber multi 280. Weber multi 280 kan senere behandles med weber silikatmaling, tyndpuds, weber.pas 481 top silikoneharpikspuds eller Cempexo murfarve. Ved slutbehandling med især tyndpuds eller weber.pas 481 top vil fugetegningen dog være knap så synlig.
Hvor cementholdig må pudsen være, hvis jeg afslutter med kulekalk?
Som tommelfingerregel ikke mere cementholdig end KC 50/50/700. I mange tilfælde kan grunding med weber sandkalk forbedre vedhæftningen.
Kan jeg afslutte med weber silikatmaling oven på en hydraulisk tyndpuds?
Ja, såfremt den hydrauliske tyndpuds som minimum har en styrke svarende til KKh 35/65/500.
Hvordan overfladebahandler jeg mine vægge af porebeton (gasbeton)?
Weber anbefaler at bruge produktet weber multi 292 med minimum lagtykkelse 3 mm.
Hvad er forbruget på indfarvet tyndpuds?
En god tommelfingerregel siger, at der kan påregnes et forbrug på ca. 2 kg/m²/mm lagtykkelse. Er der lidt tilbagelagte fuger, øges forbruget tilsvarende.
NB: Maksimal lagtykkelse ved fuger er 3 mm pr. arbejdsgang.
Skal man altid bruge Fixativ som grunder og fortynder i weber silikatmaling?
Grunding
- A: Porøse og stærkt sugende underlag: weber fixativ fortyndet med vand 1:1
- B: Mindre porøse samt medium sugende underlag: weber fixativ fortyndet med vand 1:2
- C: Lidt porøse samt svagt sugende underlag: weber fixativ fortyndet med vand 1:3
- D: Faste og hårde underlag: Ingen grunding
Fortynding
Weber silikatmaling påføres over 2 omgange. Begge gange skal der fortyndes med weber fixativ.
A: I første påføring fortyndes med min. 15 % weber fixativ. Såfremt underlaget suger meget eller har en meget grov struktur, kan fortyndingen øges til 40 %
B: I anden påføring fortyndes ligeledes med normalt 15 %. Alt afhængig af underlagets struktur kan fortyndingen dog variere fra 5 - 25 %.
Kan jeg benytte Cempexo Murfarve på eksisterende kalkede vægge
Nej, kalk er ikke stærkt nok til, at Cempexo Murfarve kan vedhæfte tilstrækkeligt. Enten skal man fortsætte med kalkede vægge (evt. indfarvede), eller også skal den eksisterende kalk afrenses totalt inden påføring af Cempexo Murfarve.
Hvorfor er vægge med indfarvet tyndpuds uens i farven, især der, hvor dårlige mursten er udskiftet?
Hvis der findes forskelligt sugende mursten i en vægflade, vil der ved påføring af en indfarvet tyndpuds typisk fremkomme farvenuancer i den færdige overflade. Det er derfor ekstra vigtigt i sådanne tilfælde at afsætte prøvefelt, som går ind over såvel nye som gamle sten.
Hvad er leveringstiden på specialfarver?
Det er typisk 10 arbejdsdage plus to transportdage (Jylland/Fyn).
Er påføring med weber indfarvet hydraulisk tyndpuds vanskeligere end almindeligt indfarvet KC tyndpuds?
Nej, men husk at især blandetiden er længere for den hydrauliske tyndpuds (20-30 minutter).
Generelt anbefaler weber, at benytte fagfolk til påføring af indfarvet slutpuds , hvad enten der er tale om KC-tyndpuds eller en hydraulisk tyndpuds.
Min finpuds er smuldrende og uden almindelig styrke i overfladen. Hvad er der galt?
Weber finpuds må kun benyttes indendørs, det gælder såvel den tørre og våde variant. Ovenstående skadesbillede er typisk en indikation på for hurtig udtørring evt. manglende tilstrækkelig forvanding.
Hvor hurtigt efter opmuring kan jeg filtse med indfarvet tyndpuds?
Det er et meget vanskeligt spørgsmål at besvare fyldestgørende. Svaret afhænger især af murstenstype, mørteltype, udhæng/afdækning, temperatur m.m.
Det er generelt vigtigt, at underbunden/vægfladen er tør nok (en tommelfingerregel tilsiger højst 3 vægt-% indhold af vand). Grunden er, at fugt ikke vandrer fra materialer med fine porer (mursten) til materiale med grove porer (mørtellag), men omvendt.
At tyndpudse på en helt nyopført vægflade er alt for tidligt og imod webers vejledning.
Hvad skal jeg bruge til at tyndpudse min cementholdige sokkelpuds med?
Du kan enten benytte produktet weber colour eller weber multi 280 grå.
Hvorfor skal jeg vælge weber tyndpuds, grå som tørmørtel frem for strandsandsmørtel 7,7 % eller Murcem?
Strandsandsmørtel 7,7 % er grovere (0-2 mm) end tyndpudsmørtel, grå (0-1 mm) og er kun en delkomponent, som på pladsen skal tilsættes cement. I tyndpudsemørtel, grå, som er direkte klar til brug, er der desuden tilsat et plastificeringsmiddel, som umiddelbart gør bearbejdeligheden god, og som nedsætter tendensen til at sætte vand op i baljer.
Kan jeg filtse/vandskure på vægflader opbygget af Leca blokke?
Ja, du kan fx benytte weber tyndpudsemørtel eller weber multi 280 (ufarvet).
Kan jeg selv blande oxidfarver i tyndpudsmørtel?
Som udgangspunkt ja. Men weber fraråder kraftigt at gøre det, fordi man typisk ikke kan være helt sikker på at blande samme mængde hver gang.
De projekter, weber har set udført, hvor der på byggeplads er iblandet farvepigment, er af stærkt svingende kvalitet. Vælger man alligevel at forsøge sig, bør man huske maks. at blande 5-8 % farvepigment af den samlede bindemiddelmængde.
Kan det lade sig gøre at pudse en indvendig murstensvæg, som er malet med plastmaling, uden at fjerne malingen først?
Under forudsætning af, at malingen vægtmæssigt kan bære nedenstående pudslagsopbygning, kan følgende fremgangsmåde anbefales:
weber multi 280 påføres i et ca. 3 mm tyndt lag. Mens mørtlen endnu er plastisk, ilægges glasfiberarmeringsnettet 397. Efterfølgende påføres et dæklag på ca. 2 mm af weber multi 280.
Weber anbefaler, at man laver et lille prøvefelt, hvor der udføres aftræks-/ vedhæftningsprøve.
Hvilken indfarvet slutpuds skal jeg anvende på klinkebrændte maskinsten på udvendige vægflader?
Weber anbefaler som udgangspunkt ikke påføring af indfarvet tyndpuds på hårdtbrændte maskinsten. Ved at følge nedenstående alternativer opnås dog mulighed for et vellykket resultat.
A. Eksisterende vægflader lavtryksvådsandblæses (rugøring). Dårlige fuger/ødelagte sten omfuges med egnet mørtel/udskiftes med sten med samme sugeevne. Efter endt udtørring af vægflader påføres weber colour.
B Eksisterende vægflader påføres i et tyndt lag weber multi 280 på rengjorte underlag. Slutteligt påføres weber.pas 481 top (silikoneharpikspuds).
NB: Løsningen vil medføre, at fugetegning i den færdige overflade vil være knap så tydeligt.